Hvide Sande er Danmarks yngste by. Den er ikke særlig stor, men alligevel gemmer den på masser af gode historier, spændende steder og smagsoplevelser.
Når man besøger Hvide Sande, mærker man straks havets nærvær. Man kan dufte den salte luft, mærke vinden fra Vesterhavet og opleve kontrasten mellem den brusende Nordsø mod vest og den rolige Ringkøbing Fjord mod øst. Imellem dem ligger den unikke havneby, hvor fiskeriet, havet og de lokale traditioner stadig præger hverdagen.
På denne guidede FOOD WALK besøger vi fire særligt udvalgte steder i Hvide Sande, hvor lokale værter byder på smagsprøver og fortællinger med rødder i området.
Undervejs får du mulighed for at smage nogle af de specialiteter, der har gjort Hvide Sande kendt langt ud over landets grænser. Fisk og skaldyr spiller naturligvis en hovedrolle, men turen byder også på lokale drikkevarer og andre lækre smagsoplevelser fra byens restauranter, producenter og specialbutikker.
Mens vi bevæger os gennem havnemiljøet og de hyggelige gader, fortæller guiden om byens udvikling, fiskeriets betydning, livet ved slusen og de mennesker, som har været med til at forme Hvide Sande gennem generationer. Vi besøger både de steder, som gæsterne kender og holder af, og nogen af de skjulte steder, hvor man stadig kan mærke byens oprindelse.
Smagsoplevelserne varierer efter sæsoner og dagens udvalg, og én ting er sikkert: Du kommer hjem med en større forståelse for Hvide Sande – og en god smag i munden.
Velkommen til en oplevelse, hvor lokale fortællinger og vestjyske smagsoplevelser går hånd i hånd.