Case 4: En intensiv dag fyldt med oplevelser
Når udenlandsrejserne bliver aflyst på baggrund af corona-restriktioner, er der heldigvis masser af fantastiske oplevelser ved Vestkysten.
I efteråret havde vi besøg af 140 elever samt deres lærere fra en efterskole. Dagen lang stod den på oplevelser. Antallet af elever krævede, at de blev delt i hold for at kunne prøve det hele.
Så mens nogen var på sælsafari med båd, var andre på østerssafari iført waders, mens andre fik rundvisninger i Jyllandsakvariet, Iskunsten eller på Thyborøn Havn. Flere gange byttede eleverne oplevelser, så alle kom til at opleve alting i løbet af dagen.
Der var også specielle oplevelser på programmet, som vi ikke udbyder dagligt. Fx var eleverne med i æ' motorrum, hvor de fik fortællingen om de gamle skibsmotorer og var med til at tænde op i dem.
Både frokost og aftensmad spiste eleverne i akvariet, hvor der var dækket op med ekstra borde til dem alle sammen. Efter lukketid havde de stedet for dem selv, hvor de kunne opleve fisk og hajer 'after dark'.
Også til aften var de skiftevis på ravsafari i mørket, hvor de med specielle UV-lygter skulle finde rav ved Vesterhavet. Her var naturligvis en ægte ravjæger med, som gav dem tips og tricks til at finde og kende ravet.
Efter 12 timer med oplevelser, hygge og nye indtryk sagde vores guider farvel til de trætte elever og lærere, der blev kørt hjem i bus.